Generalforsamling 2010

Motorcykelbanden De Zlumrende Zataners
1. GENERALFORSAMLING
21. januar 2011
Komfortmester John Erritsøe, Fredericia

DAGSORDEN:

1. Velkomsttale ved præsident Finn
2. Præsidentens beretning om den forgangne sæson
3. Gennemgang af bandens vedtægter ved vicepræsident Erik
4. Eventuel indvielse af nye Zataner
     a. Præsidiets afgørelser for det enkelte prospekt afsløres
     b. Indvielsesritual – herunder edsaflæggelse
     c. Udbringelse af talrige skåler og stående applaus for evt. nye Zataner
5. Bandens udvikling og vækst
     a. Hvor mange vil vi være ?
     b. Hvem skal inviteres med på Kristi Himmelfarten 2011
     c. Økonomi og kontingent
6. Ad Pommern til 2010
     a. Udskænkning af ”Wismarer Mumme” i voksne krus.
     b. Diasshow ved Lars
     c. Evaluering af togtet
7. Mod nye horisonter
     a. Forslag til Kristi Himmelfarten 2011 (1./6. – 5./6.)
     b. Diskussion
     c. Enstemmig vedtagelse af mål for 2011 tog
8. Evt.
9. Yngste mand henter mere øl
10. Der udveksles hidtil tilbageholdte visdomsord og dybsindige anekdoter
11. Dagsordenen genoptages fra punkt 9.

REFERAT

Efter en udsøgt 3 retters menu, skabt efter alle kunstens regler af aftenens vært John, bød Præsidenten velkommen til De Zlumrende Zataners første generalforsamling.
Herefter oplæste vicepræsidenten bandens vedtægter. Vedtægterne der sikrer præsidiet uindskrænkede beføjelser på livstid, var tidligere blevet godkendt og vedtaget med stor tilfredshed af et enigt præsidium. Ud over en velbehagelig grynten fra Præsidenten, var der ingen kommentarer til vedtægterne, da de øvrige tilstedeværende, endnu ikke havde taleret.
Man skred nu over til optagelsesceremonien for de tre prospects. Lars fremsagde velforberedt bandens motto på flydende latin, men indvendte dristigt, at det ikke er muligt at oversætte til dansk. Disse blasfemiske ytringer skabte en noget anstrengt stemning og alle skelede nervøst til Præsidenten, hvis ansigtskulør var ved at skifte til mere truende nuancer. John reddede situationen ved at påpege at kvaliteten ved bandens latinske motto netop er dets uudgrundelighed. Man beskænkede hurtigt præsidenten med bornholmerbryg og fik hermed afværget et veto mod Lars. Under den følgende prøve, kom Lars atter i vanskeligheder idet han tilsyneladende var i tvivl og var længe om at besvare spørgsmålet om hvilket bryg han havde fået i glasset. Præsidenten, der jo som halvt bornholmer er meget nærtagende med netop ølsmagningsprøven, viste nu alle tegn på mishag. Vicepræsidenten måtte diskret nynne et par strofer af ”Bornholm, Bornholm, Bornholm” før alle kunne ånde lettet op, da Lars endelig svarede, at dette naturligvis var gudedrikken fra Svaneke Bryghus. Nu kunne Lars sværges ind og blev hermed den tredje Zatan. Lars modtog også værget som Multimediemester med ansvar for hjemmeside og billeddokumentation af bandens bedrifter. Næste prospect var Poul, der uden problemer bestod prøverne og fik, ligesom Lars, påhæftet bandens eftertragtede badge på venstre bryst. Poul modtog værget som Kassemester med ansvar for bandens økonomi og fik desuden, som bandens ældste, ærestitlen: ”Nestor”. Optagelsen af sidste prospect var imødeset med særlig spænding, idet John ikke kører på en motorcykel der lever op til bandens standarder. Præsidenten valgte at bruge sin ret til at dispensere. Det blev lagt til grund at man betragter Johns ungdom som en formildende omstændighed, idet det forventes at han anskaffer sig en ordentlig motorcykel når han når skelsår og alder. Præsidenten var heller ikke upåvirket af den omstændighed, at John til middagen havde serveret hele to bredfyldte skåle svampesauce af ypperlig kvalitet. Dog blev det forlangt at John skulle bestå en ekstra prøve for at bevise sin sindighed. Den sprængladning, der var anskaffet til formålet, viste sig imidlertid, til alles skuffelse, at være en fuser. Johns hund havde under middagen gennemgnasket lunten. Selv John, der sad på dynamitten, var skuffet over ikke at kunne bevise hvad stof han er gjort af. Præsidenten valgte dog jovialt at se igennem fingre med den udeblevne eksplosion og godkendte John til edsaflæggelse som femte Zatan. En helt usædvanlig blødsødenhed, der må tilskrives et efterhånden betragteligt kvantum bornholmerøl. John modtog valget som Komfortmester med ansvar for Zatanernes velvære og trivsel på tur. 
Det blev nu diskuteret hvor stor banden skal være og man blev efter nogen diskussion enige om, at eventuel vækst skal gå langsomt og at emnet tages op som fast punkt på generalforsamlingens dagsorden. Det skal dog altid være en mulighed at invitere venner af Zatanerne med på tur.
Lars havde forberedt et dias show fra turen ”Ad Pommern til 2010”. Hertil skulle nydes ”Wismarer Mumme” i voksne krus, møjsommeligt hjembragt af vicepræsidenten i en 5 liter tønde. Mummen viste sig, til stor fortrydelse, at være blevet sur og man måtte skylle efter i adskillige glas bornholmerbryg. 
Nu var tiden kommet til udveksling af hidtil tilbageholdte visdomsord og dybsindige anekdoter. Her bød dagsordnen at yngste mand skulle hente mere øl, men den nyslåede Komfortmester var hensunket i en vegetativ tilstand. Et kyndigt skøn af Præsidenten konkluderede at der ikke ville blive bragt mere øl foreløbig og han hævede derfor mødet. Således sluttede De Zlumrende Zataners første generalforsamling på bedste måde og alle var enige om at det lovede godt for bandens fremtid.

ZZ 13 Generalforsamling dagsorden og referat 2023

  Motorcykelbanden De Zlumrende Zataners 13. GENERALFORSAMLING 25. Februar 2023 kl. 14.00 I Bendt`s garage DAGSORDEN 1. Ordstyrer: Ludwig ma...