Generalforsamling 2011

Motorcykelbanden De Zlumrende Zataners
2. GENERALFORSAMLING
11. november 2011
Multimester Lars på Grønningen i Vejle.

DAGSORDEN:

1. Velkomsttale ved præsident Finn
2. Referat fra forrige forsamling oplæses og godkendes ved VP Erik
3. Bandens udvikling og vækst
     a. Hvor mange vil vi være ?
     b. Hvem skal inviteres med på Kristi Himmelfarten 2012
     c. Hjemmesiden evalueres
4. Bloxbjerg 2011
     a. Skål for Bloxbjergtogtet.
     b. Diasshow ved MMM Lars
     c. Evaluering af togtet
          1. har vi den komfort vi fortjener ? - ved KFM John
          2. økonomiske overvejelser - ved Nestor og KM Poul
5. Mod nye horisonter
     a. Forslag til Kristi Himmelfarten 2012 (16. – 20./5.)
     b. Diskussion
     c. Enstemmig vedtagelse af mål for 2012 tog
6. Grundig gennemgang af MMM Lars’s kælder.
7. Der udveksles hidtil tilbageholdte visdomsord og dybsindige anekdoter
8. Dagsordenen genoptages fra punkt 6.

REFERAT

Det var med højstemte forventninger, at de zlumrende banditter mødte op til den legendariske bandes anden generalforsamling hos Multimester Lars på Grønningen. Multimesteren havde allerede måneder forinden ladet forstå, at der ville blive tale om et kulinarisk festfyrværkeri, ja - ligefrem en smagsoplevelse helt ud over det rimelige. Dertil kom at bandens medlemmer var blevet stillet en grundig gennemgang af mesterens samling af sjælden whisky i udsigt
Præsidenten åbnede mødet mellem 2. forret og 1. hovedret med en usædvanligt veloplagt og ordrig tale. Først var der ros til
Multimesteren der, på årets togt, var kommet uden om alle busser – uden blå mærker. Dernæst vævede præsidenten usammenhængende over emnet ”svensk øl – en reel trussel”. Som referent anså jeg det som min pligt at blive siddende og tage notater, hvis der mod forventning skulle blive sagt noget vigtigt. De øvrige banditter havde imidlertid fået travlt med andre gøremål. Multimesteren var smuttet i køkkenet for at røre i gryderne, mens Kassemesteren, der jo som bandens Nestor, har et hyppigere behov end andre, trådte af på naturens vegne. Komfortmester John, hengav sig til sin nyligt opståede lidenskab for tobak på terrassen, men stak pludseligt hovedet ind ad døren og bekendtgjorde, at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sin stump. Den netop tilbagevendte Nestor, ilede den nødstedte yngstemand til undsætning og det forlyder at problemet blev klaret på bedste måde og uden mén for de implicerede. Præsidenten fortsatte, under alt dette, helt uanfægtet sin tale med en længere opremsning af dyder der kendetegner ægte Zataner. Man begyndte så småt at frygte, at han ville slå ind på det tårevædede foredrag om sin barndoms Bornholmske somre. Til alt held entrerede Multimesteren nu med aftenens første hovedret, hvortil skulle nydes en sjældent bedaget flaske rødvin, som man skyndsomst opfordrede Præsidenten til at anbryde.
Multimester Lars kunne nu komme til at præsentere den med spænding imødesete ret, der viste sig at bestå af et stykke kød så enestående, at almindelige slagterforretninger kun sælger det som hakket. Det var dog lykkedes mester Lars, at fravriste DAKA i Hedensted den sjældne udskæring - uhakket. Det vil i nærværende referat føre for vidt at gå i detaljer med den ugelange og intensive kogeproces, der var gået forud for det færdige resultat, blot skal nævnes at flere kemikalier indgik, heriblandt kautisk soda og læsket kalk. Og mester Lars skuffede sandelig ikke. Hvilken udsøgt smag, sikken kraft. Under ihærdig tygning af de lækre godbidder, blev referatet fra forrige forsamling oplæst og godkendt.
Stædigt tyggende tog man hul på diskussionen om bandens vækst og udvikling. Det blev i lighed med sidste år besluttet, at Zataner fortsat skal kunne invitere værdige gæster med på tur. Så må man herfra beslutte om man ønsker en udvidelse af banden. Banden besluttede enstemmigt at invitere onkel C fra Kalundborg med igen, da denne havde været behageligt selskab og desuden, ved flere lejligheder, havde beskænket de fuldgyldige banditter rundhåndet.
Under evalueringen af bandens hjemmeside var der atter ros til Multimester Lars, der har skabt en hjemmeside, der er en hæderkronet bande værdig. Her kom Komfortmester John igen galt af sted, da han kom til at antyde, at han betragter www.zataner.dk som en slags gimmick. Den uheldige episode medførte strenge blikke fra bandens øvrige medlemmer, men fik ellers ingen konsekvenser, da man valgte at tolke udsagnet som atter et tilfælde af ungdommelig uforstand. Man besluttede at genoptage diskussion om eventuelle ændringer af hjemmesiden, når medlemstallet engang overstiger tusind. Multimester Lars stjal igen billedet ved bandens evaluering af Bloxbjerg togtet 2011, idet han havde skabt en film hvor Zatanernes hukommelse kunne genopfriskes ved gensynet med de smukke landskaber man havde gennemkørt på årets togt. Nestor havde dog ingen erindring om at han nogensinde havde været på de pågældende lokaliteter og lod sig først overbevise, da han så sig selv på filmen.
Et stykke kød, der syntes helt upåvirket af længere tids tygning, blev diskret lagt på tallerkenen hvorefter Kassemester Poul fremlagde et smukt regnskab, der til alles overraskelse viste et mindre overskud. Enhver mistanke om at regnskabet skulle være sminket blev dog fejet af bordet, da Nestor kunne fremlægge kvitteringer for alt. Et flertal bestående af Præsident, Kasse- og Multimester, valgte at sidde advarsler om lettöl og myg på størrelse med gråspurve overhørig og vedtog, at målet for Himmelfarten 2012 skulle gå Väneren rundt. Nestor kunne til beroligelse for skeptikerne meddele, at han havde ønsket sig nye og rummelige saddeltasker i hvilke han svor at kunne medbringe mindst 2 kasser godt dansk øl.
Efter en fremragende dessert, skabt af værtens frue, tog man hul på dagsordenens sidste punkt. De zataniske ganer blev her guidet igennem et både spændende og fremmedartet smagsunivers, da Multimesteren med passion præsenterede et væld af sjældne whisky’er. Kun præsidenten syntes uimponeret og snøvlede ufortrødent videre om sin forkærlighed for bornholmsk øl. Da man ud på de lyse timer, trods vedholdende ihærdighed, endnu ikke var lykkedes med at tørlægge mester Lars’s lagre af sjældne væsker, hævede præsidenten mødet og alle var enige om at det havde været en udbytterig forsamling, der lovede godt for bandens fremtid.

Generalforsamling 2010

Motorcykelbanden De Zlumrende Zataners
1. GENERALFORSAMLING
21. januar 2011
Komfortmester John Erritsøe, Fredericia

DAGSORDEN:

1. Velkomsttale ved præsident Finn
2. Præsidentens beretning om den forgangne sæson
3. Gennemgang af bandens vedtægter ved vicepræsident Erik
4. Eventuel indvielse af nye Zataner
     a. Præsidiets afgørelser for det enkelte prospekt afsløres
     b. Indvielsesritual – herunder edsaflæggelse
     c. Udbringelse af talrige skåler og stående applaus for evt. nye Zataner
5. Bandens udvikling og vækst
     a. Hvor mange vil vi være ?
     b. Hvem skal inviteres med på Kristi Himmelfarten 2011
     c. Økonomi og kontingent
6. Ad Pommern til 2010
     a. Udskænkning af ”Wismarer Mumme” i voksne krus.
     b. Diasshow ved Lars
     c. Evaluering af togtet
7. Mod nye horisonter
     a. Forslag til Kristi Himmelfarten 2011 (1./6. – 5./6.)
     b. Diskussion
     c. Enstemmig vedtagelse af mål for 2011 tog
8. Evt.
9. Yngste mand henter mere øl
10. Der udveksles hidtil tilbageholdte visdomsord og dybsindige anekdoter
11. Dagsordenen genoptages fra punkt 9.

REFERAT

Efter en udsøgt 3 retters menu, skabt efter alle kunstens regler af aftenens vært John, bød Præsidenten velkommen til De Zlumrende Zataners første generalforsamling.
Herefter oplæste vicepræsidenten bandens vedtægter. Vedtægterne der sikrer præsidiet uindskrænkede beføjelser på livstid, var tidligere blevet godkendt og vedtaget med stor tilfredshed af et enigt præsidium. Ud over en velbehagelig grynten fra Præsidenten, var der ingen kommentarer til vedtægterne, da de øvrige tilstedeværende, endnu ikke havde taleret.
Man skred nu over til optagelsesceremonien for de tre prospects. Lars fremsagde velforberedt bandens motto på flydende latin, men indvendte dristigt, at det ikke er muligt at oversætte til dansk. Disse blasfemiske ytringer skabte en noget anstrengt stemning og alle skelede nervøst til Præsidenten, hvis ansigtskulør var ved at skifte til mere truende nuancer. John reddede situationen ved at påpege at kvaliteten ved bandens latinske motto netop er dets uudgrundelighed. Man beskænkede hurtigt præsidenten med bornholmerbryg og fik hermed afværget et veto mod Lars. Under den følgende prøve, kom Lars atter i vanskeligheder idet han tilsyneladende var i tvivl og var længe om at besvare spørgsmålet om hvilket bryg han havde fået i glasset. Præsidenten, der jo som halvt bornholmer er meget nærtagende med netop ølsmagningsprøven, viste nu alle tegn på mishag. Vicepræsidenten måtte diskret nynne et par strofer af ”Bornholm, Bornholm, Bornholm” før alle kunne ånde lettet op, da Lars endelig svarede, at dette naturligvis var gudedrikken fra Svaneke Bryghus. Nu kunne Lars sværges ind og blev hermed den tredje Zatan. Lars modtog også værget som Multimediemester med ansvar for hjemmeside og billeddokumentation af bandens bedrifter. Næste prospect var Poul, der uden problemer bestod prøverne og fik, ligesom Lars, påhæftet bandens eftertragtede badge på venstre bryst. Poul modtog værget som Kassemester med ansvar for bandens økonomi og fik desuden, som bandens ældste, ærestitlen: ”Nestor”. Optagelsen af sidste prospect var imødeset med særlig spænding, idet John ikke kører på en motorcykel der lever op til bandens standarder. Præsidenten valgte at bruge sin ret til at dispensere. Det blev lagt til grund at man betragter Johns ungdom som en formildende omstændighed, idet det forventes at han anskaffer sig en ordentlig motorcykel når han når skelsår og alder. Præsidenten var heller ikke upåvirket af den omstændighed, at John til middagen havde serveret hele to bredfyldte skåle svampesauce af ypperlig kvalitet. Dog blev det forlangt at John skulle bestå en ekstra prøve for at bevise sin sindighed. Den sprængladning, der var anskaffet til formålet, viste sig imidlertid, til alles skuffelse, at være en fuser. Johns hund havde under middagen gennemgnasket lunten. Selv John, der sad på dynamitten, var skuffet over ikke at kunne bevise hvad stof han er gjort af. Præsidenten valgte dog jovialt at se igennem fingre med den udeblevne eksplosion og godkendte John til edsaflæggelse som femte Zatan. En helt usædvanlig blødsødenhed, der må tilskrives et efterhånden betragteligt kvantum bornholmerøl. John modtog valget som Komfortmester med ansvar for Zatanernes velvære og trivsel på tur. 
Det blev nu diskuteret hvor stor banden skal være og man blev efter nogen diskussion enige om, at eventuel vækst skal gå langsomt og at emnet tages op som fast punkt på generalforsamlingens dagsorden. Det skal dog altid være en mulighed at invitere venner af Zatanerne med på tur.
Lars havde forberedt et dias show fra turen ”Ad Pommern til 2010”. Hertil skulle nydes ”Wismarer Mumme” i voksne krus, møjsommeligt hjembragt af vicepræsidenten i en 5 liter tønde. Mummen viste sig, til stor fortrydelse, at være blevet sur og man måtte skylle efter i adskillige glas bornholmerbryg. 
Nu var tiden kommet til udveksling af hidtil tilbageholdte visdomsord og dybsindige anekdoter. Her bød dagsordnen at yngste mand skulle hente mere øl, men den nyslåede Komfortmester var hensunket i en vegetativ tilstand. Et kyndigt skøn af Præsidenten konkluderede at der ikke ville blive bragt mere øl foreløbig og han hævede derfor mødet. Således sluttede De Zlumrende Zataners første generalforsamling på bedste måde og alle var enige om at det lovede godt for bandens fremtid.

ZZ 13 Generalforsamling dagsorden og referat 2023

  Motorcykelbanden De Zlumrende Zataners 13. GENERALFORSAMLING 25. Februar 2023 kl. 14.00 I Bendt`s garage DAGSORDEN 1. Ordstyrer: Ludwig ma...